Nyheder
Der er ingen nyheder pt.
Fast program
Mandage kl. 19.30
Korte oplæg og/eller spørgsmål og svar.
Meditation på 16. Karmapa.
(Mandage i skoleferier undtaget)
Buddhisme i Vesten
Diamantvejen i Vesten henvender sig til (læg-) folk, der ikke lever en tilbagetrukket tilværelse som munke og nonner. Det er en lettelse for mange, der første gang stifter bekendtskab med buddhismen, at man ikke behøver at opgive kæreste og karriere for at praktisere buddhisme. Familie og hverdagens udfordringer kan derimod være til stor inspiration – og ikke et onde, man skal undgå.
Karma Kadjy Skolen er én af de fire store linjer inden for tibetansk buddhisme. Djalwa Karmapa er overhovedet for Karma Kadjy Skolen, som han grundlagde i det 12. århundrede. Han var den første bevidst genfødte lama i Tibet og var forudsagt af den historiske Buddha.
Igennem de sidste 35 år har mange af Karma Kadjy Skolens lamaer inspireret utallige mennesker med deres store visdom og medfølelse. Den 16. Karmapa (1924-81) Rangjung Rigpe Dordje, var uden sammenligning den mest betydningsfulde lama i det 20. århundrede, og hans arbejde føres i dag videre af den 17. Karmapa Trinley Thaye Dordje (f. 1983).
Diamantvejs-buddhismen i Danmark
Karma Kadjy Skolen har haft centre og grupper i Danmark siden 1973. I dag findes disse i København, på Lolland samt i Odense, Århus, Aalborg, Taulov, Silkeborg, Esbjerg og Holbæk.
Centrene og grupperne er ramme for skolens aktivitet i Danmark. Her kan man få viden om buddhisme, fordybe sig i meditation og deltage i det buddhistiske fællesskab.
Centrene arrangerer foredrag og meditationsaftener flere gange ugentligt og afholder weekendkurser. Se yderligere program på centrenes lokale sider.
Centrene tilbyder desuden foredrag for skole-, gymnasie- og seminarieklasser samt virksomheder. Kontakt: foredrag@buddha.dk
Karma Kadjy Skolen
Karma Kadjy Skolen er én af de fire store linjer inden for tibetansk buddhisme. Skolen er en levende overførelseslinje og kan spores direkte tilbage til de erkendte yogier Tilopa (988-1069), Naropa (1016-1100) og Metripa. Også lægmanden Marpa (1012-97), Tibets berømte yogi, Milarepa (1052-1135), og munken Gampopa (1079-1153) udgør Kadjy-linjens forfædre.
Karma Kadjy Skolens belæringer stammer alle fra den historiske Buddha Shakyamuni. Belæringerne blev praktiseret i Indien de første 1500 år efter Buddhas død og derefter i Tibet de sidste 1000 år.
I dag praktiseres Karma Kadjy Skolens belæringer i hele verden, og linjen har buddhistiske centre i stort set alle vestlige lande. Navnlig linjens overhoved, Djalwa Karmapa, er berømt for sin store erkendelse og sit utrættelige arbejde for andre.
Lamaer som den 17. Karmapa Trinley Thaye Dordje, Shamar Rinpotje, Lopøn Tsetju Rinpotje – samt Sherab Djaltsen Rinpotje og lama Ole Nydahl – har i nyere tid været nogle af de mest efterspurgte og respekterede lamaer i skolens vestlige centre.
Bidrag og medlemskab
Karma Kadjy Skolen er et statsanerkendt trossamfund i Danmark.
Karma Kadjy Skolens aktivitet i Danmark finansieres af bidragydere og medlemmer. Bidrag går til trykning af informationsmateriale, udgivelse af tidsskriftet Buddhisme i Dag samt vedligeholdelse af skolens bygninger. Alt arbejde er i øvrigt ulønnet og frivilligt.
Som almindelig bidragyder betaler man 400 kroner per kvartal. Som studerende, arbejdsløs eller pensionist betaler man 300 kroner per kvartal. Bidragsydere får rabatter ved nogle af skolens arrangementer. Som bidragyder er man ikke automatisk medlem af trossamfundet.
Man kan blive medlem af Karma Kadjy Skolen, hvis man har taget buddhistisk tilflugt og ikke er tilmeldt et andet trossamfund som for eksempel den danske folkekirke.
Medlemskabet er gratis, og der er ingen forpligtigelser forbundet med det. Som medlem kan man blive viet med borgerlig gyldighed af lama Ole Nydahl.
Hvis du ønsker at blive medlem kan du kontakte Buddhistisk Center København på tlf. 39 29 27 11 eller på e-mail medlem@buddha.dk og få tilsendt en indmeldelsesblanket.
Du behøver ikke opgive kæreste og karriere for at praktisere buddhisme.